af Morten Seindal Krabbe

Store Dalby kirke ligger smukt i udkanten af landsbyen. Det er sjælefred at stå ved kirkedøren og skue langt ud over årstidens skiftende kulører på markerne ned mod Røde Mølle. 

 

Det vides ikke, hvor gammel Store Dalby kirke er. Kirken er oprindeligt opført i kampesten, men begge gavle og sydmuren er skjult efter en skalmuring i 1868. På samme tidspunkt blev våbenhuset bygget til kirken.

Kirkens fortid møder vi inde i kirken.

Prædikestolen er fra sidst i 1500 tallet – og altertavlen fra omkring 1600. Det nuværende altermaleri kom til kirken i 1992. Det er malet af Ernst Trier i 1960. Motivet er Jesu og Peters vandring på søen, som det er skildret i Matthæus 14, 22 – 33. 

Under restaurering af kirken i 1970 blev der over alteret fremdraget et solsymbol. Hvor gammel det er, ved man ikke.  

Bag orgelet i den gamle kvinde-dør står et gammelt ligtræ. Indskriften lyder, når bogstaverne bliver adskilt: ”Herunder hviler den ærelige oc i Gud sallige mand Lavrids Mickelsen som boede oc døde i Stoenbiere anno 1651.” 

Nedenunder står: ”Herunder hviler den ærelige og i Gud sallige quinde Anne Madsdatter som boede oc døde i Stoenbiere anno 1644”

Ifølge tidligere sognepræst Peter Katballe overtog ejeren af Tirsbæk gods, Jørgen Hvass i 1761, Skjerrildgård. I købet var indbefattet kirketiende af St. Dalby kirke. Jørgen Hvass ejede dermed 7 kirker – der iblandt Hedensted og St. Dalby kirker.

Omkring 1800 ejede herredsfoged Niels Borch, Store Dalby kirke. I 1800 købte han gården ”Borchsminde” i Hornum. Store Dalby kirke hørte derefter i en årrække under ejerne af ”Borchsminde”. Dette tilhørsforhold kan stadig aflæses af alterkalkens indskrift: ”Foræret af Niels Borch og Else Marie Friberg 1806”. Dette ejendomsforhold bestod til 1857, hvorefter ejerne af Borchsminde sælger Store Dalby kirke med kirketiende til brødrene Jens Sophus Borch og Niels Borch. I 1880 sælger de to brødre kirken til sognebeboerne for 3800 kroner. I 1903 vælger sognets beboere, at lade kirken overgå til selveje – hvilket sker i 1912.

Fra 1995 - 1997 blev diget omkring kirken lagt om, så det i dag, står som et af landets smukkeste kirkediger.