Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Et stort TAK!

Med tårer i det ene øje og smilerynker omkring det andet øje tager jeg med udgangen af april måned afsked med mit embede i Hedensted og St. Dalby sogne.

I min tid i sognene har jeg haft det privilegium at lære mange af jer at kende. Da jeg blev indsat som præst, huskede jeg, hvordan ældre præster ofte havde sagt, at det bedste ved præstegerningen er menigheden. Efter nu at have været præst i knap 2,5 år, må jeg give dem ret. Igennem timerne sammen med de livfulde konfirmander, andagterne på plejehjemmet Bøgely, samværet omkring begravelser, gudstjenester, dåb og vielser har jeg lært mange af jer at kende, og det har været et privilegium og en glæde. TAK!

Derfor græder også mit ene øje over afskeden med embedet i Hedensted og St. Dalby. Når det andet øje er omkranset af smilets rynker, så er det fordi, jeg tiltræder et embede, der føles som skræddersyet til mig.

2. påskedag er der afskedsgudstjeneste i Hedensted og St. Dalby kirker.  

Tabitta Flyger