Stjernestundens helt store sus og hverdagens stille lykke

Det var omdrejningspunktet for min første prædiken efter indsættelsen i Hedensted kirke, og pointen i prædikenen var, at balancen mellem stjernestund og hverdag er en vanskelig kunst – en kunst som kan beskrives med Søren Kierkegaards billede af en danser, der springer op i en yndefuld bevægelse, hænger i luften og derefter lander på en måde, så springet næsten umærkeligt glider over i let gang.  Kunsten er balancen i selve landingen - i foreningen af stjernestundens helt store sus og hverdagens stille lykke.

Skulle jeg have malet billedet af min ordination og indsættelse som præst og min nye hverdag som præst, havde jeg malet danserens landing. Ikke fordi jeg mere end andre mestrer balancens kunst, eller fordi hverdagen som præst var en hård landing ovenpå al højtideligheden, men fordi billedet af den svævende danser minder mig om skønheden ved at være båret af menighed og tradition i både ordinationens og indsættelsens højtidelighed og i hverdagens virke som præst.

Ved ordinationen i Haderslev Domkirke gik jeg sammen med Biskoppen, tre andre ordinanter, provster, præster og menighedsrådsformænd og næstformænd i procession ind i kirken. På vejen op igennem kirken så jeg mange velkendte ansigter fra menigheden i Hedensted og St. Dalby, og det understregede den lutherske kaldstanke – at jeg er præst, fordi jeg er kaldet af en menighed. I mit tilfælde af menigheden i St. Dalby og Hedensted sogne.

Ud over dette højdepunkt af visheden om menighedens tilstedeværelse ved ordinationen, gjorde også forbønnen og håndspålæggelsen særligt indtryk. Som en del af ordinationsritualet indgår en bøn for ordinandernes fremtidige embede, hvorunder de tilstedeværende provster, præster og menighedsrådsformænd og næstformænd lægger hænderne på ordinanderne. På billedet nedenfor kan det formentlig fornemmes, hvor imponerende en varme det giver, at så mange bærere af kirkens traditioner beder for den kommende præsts virke.  

 

Dét at menigheden var tilstede ved min ordination og at bærere af traditionen har bedt for mit virke, dét glemmer jeg aldrig, for dét er for mig at være båret af menighed og tradition i både spring og landing.

Og nu, efter højtidelighederne, bæres jeg i hverdagens virke, hvor stjernestunderne er undervisningen af konfirmanderne, samtalerne med menigheden i glædelige og sorgfulde situationer og gudstjenesterne i kirke og på plejehjem, og jeg ser frem til meget mere hverdag i Hedensted og St. Dalby.

Tusind tak for den flotte modtagelse jeg har fået i Hedensted  og St. Dalby. 
Må Guds fred være med os alle!

Sognepræst Tabitta Flyger