Kære læser

Jeg vil på forhånd advare dig, hvis du har tænkt dig at læse denne klumme til ende. Der kan blive afsløret overraskelser, som er af en sådan karakter, at du får kaffen galt i halsen. Så er du advaret. Du vælger selv, om det er bedst ikke at læse videre, eller om du skal vente med at drikke kaffen til bagefter.

Jeg er 44 år og mor til tre dejlige teenagere. Jeg er ansat på Hedensted skole og læser Diplom i ledelse ved siden af jobbet. Jeg sidder i vores tvillingers forældreråd på Stjernevejskolen, er kasserer i vores grundejerforening, og nu kommer den første afsløring, som jeg ved, vækker mistænksomhed hos mange: Jeg sidder i menighedsrådet. Når jeg fortæller det, bliver jeg ofte mødt med forundring, en lettere panderynken og kommentaren: ”Nå, er du sådan en?” De første gange, den kommentar faldt, kunne jeg mærke et behov for at forsvare mig, så den hyggelige stemning atter kunne etableres, men med tiden er jeg blevet mere nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor jeg med den oplysning pludselig blev set i et andet lys, og hvad der mentes med, ”at jeg var sådan en”.

Jeg er datter af to folkeskolelærere, som har opdraget min søster og mig i den kristne tro, som for dem betyder: Opfør jer ordentligt mod andre, hjælp dem, der har brug for det, og vi går i kirke juleaften. Ikke så meget anderledes end hvordan størstedelen af den danske befolkning vokser op, tænker jeg. Da begge mine forældre er historieinteresserede, besøgte vi altid kirker i vores sommerferier, og jeg tror, at disse rejseoplevelser, omend jeg som teenager fandt dem særdeles kedelige, har bidraget til den kærlighed, jeg nærer for kirken i dag.

I kirken finder jeg en ro, som jeg ikke finder andre steder. Her kan tænkes tanker, her kan mindes, og her kan håbes. Kirken har dannet ramme for mange af mit livs store begivenheder: Mine børns dåb, deres konfirmationer og mine bedsteforældres begravelser. Ikke så meget anderledes end størstedelen af den danske befolknings. Jeg elsker kirkeklokkernes klang. De bringer budskab om noget trygt og sikkert og virker som en modpol til hverdagens øvrige baggrundslyde, udrykningssirener og togets tuden, som altid får mig til at holde vejret et kort øjeblik. Jeg nyder at gå tur på kirkegården. Her er smukt og fredsommeligt, og den gemmer på fortællinger om liv og mennesker, som engang har boet i samme by, som min familie nu bor i.

Da jeg for fire år siden blev spurgt, om jeg ville stille op til menighedsrådsvalget, var mit umiddelbare svar nej. Jeg tænkte, at menighedsrådet var for dem, der går i kirke hver søndag. Her afslører jeg min anden overraskelse. Jeg går ikke i kirke hver søndag. Jeg går i kirke til højtider og særlige begivenheder, ikke så meget anderledes end størstedelen af den danske befolkning. Opfordringen fik mig dog til at tænke. Hvis størstedelen af befolkningen bruger kirken som mig, bør vi så ikke bidrage til det arbejde, som sikrer, at vi har en kirke at samles i? Tankerne førte til forestillinger om en fremtid uden en kirke som centrum for Hedensted, en fremtid uden klokkelyd og kirkens traditioner og ritualer til at guide os i godt og ondt. Er det en fremtid, som jeg ønsker? Her er svaret atter nej.

Derfor giver det god mening for mig at sidde i menighedsrådet. Til møderne diskuterer vi alt fra stort til småt. Der er praktiske opgaver, som vedligehold af kirkens bygninger, aktuelle aktiviteter og personalesager der kræver beslutning her og nu, men der er også samtaler om, hvilke nye tiltag vores kirke skal gå ind i, og hvordan flest muligt får glæde af kirkens rum. Det er et spændende arbejde, som de fleste medlemmer af folkekirken kan indgå i. Samarbejdet med personalet og de andre rådsmedlemmer er berigende og giver energi i en ellers travl hverdag, hvorfor mit navn atter vil være på listen, når der til september er valg til menighedsrådet.

Hvis du har lyst til at indgå i arbejdet omkring vores kirke, kan dit navn også komme på listen. Du kan opstille med helt andre baggrunde end mine, men det er netop det fine ved kirken, at det er en folkekirke, som både skal kunne rumme ”sådan en som mig” og ”sådan en som dig”.  Jeg håber, at vi ses.

 

Med venlig hilsen

Camilla Moustgaard Frandsen

 

Læs tidligere bragte klummer her